Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Konfirmation

Hvornår er der konfirmation i Aulum og Hodsager Kirker?

Konfirmationerne afholdes i 2023 i weekenden omkring St. Bededag. 

Elever fra 7. årgang på Aulum-Hodsager skole konfirmeres i Aulum kirke på Store Bededag kl. 9.00 og kl. 11.00,  og i Hodsager Kirke på Store Bededag kl. 10.00.

Elever fra 7. årgang på Aulum Kristne Friskole konfirmeres om søndagen efter Store Bededag kl.10.00 i Aulum Kirke. 

 

Konfirmationsdatoer i 2024 og fremadrettet

Gældende fra 2024 vil konfirmationerne blive afholdt om lørdagen og søndagen i den samme weekend, der traditionelt har været knyttet til Store bededag. Det vil sige altid den fjerde lørdag og søndag efter påskedag.

Konfirmander fra Aulum-Hodsager Skole, der ønsker at blive konfirmeret i Aulum Kirke, konfirmeres lørdag formiddag. Konfirmander fra Aulum Kristne Friskole, der ønsker at blive konfirmeret i Aulum Kirke, konfirmeres søndag formiddag. Konfirmander, der ønsker at blive konfirmeret i Hodsager Kirke, konfirmeres søndag formiddag.

2024: 27-28/4

2025: 17-18/5

2026: 2-3/5

2027: 24-25/4

2028: 13-14/5

2029: 28-29/4

2030: 18-19/5

 


TILMELDINGEN

Hvem kan følge konfirmandforberedelsen?

Alle unge i syvende klasse kan modtage konfirmandforberedelse hos sognets præster.
Du kan godt følge forberedelsen uden at være døbt. Men konfirmationen er en bekræftelse af dåben, så derfor skal du være døbt for at blive konfirmeret.

Hvad skal der til for, at man kan blive konfirmeret?

Konfirmationen er en bekræftelse af dåben, så derfor skal du :

  • være døbt for at blive konfirmeret.
  • have fulgt konfirmationsforberedelsen.
  • være fortrolig med den kristne børnelærdom, og
  • være fortrolig med folkekirkens gudstjeneste.

Hvordan tilmelder jeg mig konfirmationsforberedelsen?

Før undervisningen starter, sender kirken et orienterende brev ud om konfirmationsforberedelsen til 7. årgang via skolerne i Aulum. Når der står konfirmationsundervisning på skoleskemaet, møder du op i Kirkehuset og modtager undervisningen. (Henvend dig til skolen, hvis du ikke følger konfirmationsundervisningen.)

Den første gang får du en tilmeldingsblanket med hjem, som du kan udfylde sammen med dine forældre/værger. Blanketten skal hurtigst muligt returneres i udfyldt stand til præsten.

I løbet af de første dage får du også adgang til "Signal", en app, der kan sende beskeder sikkert mellem præsten og konfirmanden. Det er frivilligt om man vil hente appen. 

Hvordan tilmelder jeg mig konfirmation?

For at konfirmationen kan registreres i kirkebogen og i cpr. systemet, skal du tilmeldes via  Folkekirkens konfirmationstilmelding. Det skal dine forældre gøre via linket nedenfor og med deres NemID.  Hvis der er spørgsmål, kontakt kirkekontoret.

SE LINK TIL TILMELDING NEDERST PÅ SIDEN


KONFIRMATIONEN

Hvor lang tid tager det egentligt?

Konfirmationsgudstjenesterne varer ca. en time.

Konfirmanderne skal være klar ca. 15 minutter før gudstjenestens start. 

Hvordan gør vi med billeder og sådan noget?

Man må gerne tage billeder under gudstjenesterne i både i Aulum og Hodsager Kirke. Reglen hedder; ”alt med måde.”

Kirken arrangerer ikke fotografering af konfirmanderne. Hvis der derfor ønskes en aftale med en professionel fotograf, der både kan tage holdbilleder og evt. enkeltbilleder af alle konfirmanderne, så er det en opgave, I, som forældre, må løse.

Hvor mange gæster må vi tage med i kirken?

Vi har plads til ca. 350 gæster i Aulum Kirke og ca. 150 gæster i Hodsager Kirke. Hver konfirmand får tildelt og reserveret en enkelt bænk. Resten af pladserne er frie efter ”først-til-mølle-princippet”.

Der er plads til ca. 5 voksne på en bænk.

Hvad med telegrammer og alt det der?

Der vil være mulighed for at indlevere gaver m.m. på dagen i Kirkehuset i Aulum, hvor FDF står vagt. I Hodsager kan gaver indleveres i tilbygningen til Hodsager Kirke, hvor spejderne står vagt.